Billedkunstens Dag slår til igen

PRESSEMEDDELELSE

Sidste år deltog mere end 140 institutioner og 13.000 børn og unge, og også i år er der lagt op til en fest af de helt store, når Billedkunstens Dag onsdag den 13. marts fejres på skoler, billedskoler, kulturinstitutioner, gader og torve over hele landet.

Foto: Middelfart Billedskole

Fra Hjørring til Nykøbing Falster; fra akvarelfugle til genbrugsplastpaladser; fra enkeltarrangementer til ugeprojekter; fra workshops, udstillinger og skoleudsmykninger til overraskende installationer i det offentlige rum. Fejringen af billedkunsten foregår på mangfoldige måder og utallige steder på Billedkunstens Dag. De mange aktiviteter vækker opsigt og interesse, og skoler, billedskoler, talentskoler, museer, biblioteker, kulturhuse osv. får dermed lejlighed til at skabe opmærksomhed om vigtigheden af billedkunst og billedkunstundervisning.

Forårsfugletræf
Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst har siden 2014 som nogle af sine opgaver haft at synliggøre billedkunst for børn og unge og at samle og inspirere den visuelle fødekædes aktører i forskellige praksisprojekter. Her spiller Billedkunstens Dag en vigtig rolle. Kompetencecentret dokumenterer hvert år indholdet og omfanget af begivenheden, men udsender også i samarbejde med Danmarks Billedkunstlærere et inspirationskatalog med idéer til, hvad man kan lave på dagen.

En populær idé i år er pausefuglene, hvor børnenes individuelle akvarelfugle samles til store fællesværker – festlige fugletræf – på f.eks. skolens facade eller det lokale bibliotek. Idéen er vist nok født på Sjælland, men de flyvende forårsbebudere dukker også op i forskellige udgaver i Assens, Kolding, Næstved og på DOKK1 i Aarhus.

På Sct. Jørgens Skole i Roskilde, Vonsild Skole og Holbergskolen i København er det alle skolens elever, der skal i sving med fuglefremstilling, og det afspejler en tydelig tendens: nemlig, at flere og flere skoler og billedskoler – og mange andre institutioner – skriver Billedkunstens Dag ind i deres årshjul, så der afsættes tid til at fejre begivenheden, og alle kan være med. Andre steder, hvor Billedkunstens Dag er blevet en vigtig tradition, er Randers Lille Skole, der i år arbejder med forskellige trykteknikker, og BillundSkolen, hvis 750 elever fremstiller en paraplyparade med lys og figurer.

På genopdagelse
Flere lokale grupper har valgt et fælles tema til Billedkunstens Dag. På Fyn og flere steder på Sjælland  bliver der arbejder med pop-up-udstillinger, der dukker op uventede steder (i brugsen, hos mekanikeren, på plejehjemmet osv.).

Det regionale billedkunstnetværk i Region Midtjylland har, i forlængelse af Europæisk Kulturregions store kulturfestival i juni 2019, valgt temaet ”Genopdag”. Herning Billedskole tager ca. 150 børn med på langfart i løbet af foråret og genopdager fjerne steder og gamle glemte kunstnere – men finder måske også nyt land. Ligesom Høje-Taastrup Billedskole har arrangeret en inspirationsdag for lærere fra seks lokale skoler på Billedkunstens Dag, afholder også Aarhus Billed- og Medieskole en inspirationsworkshop til lærere og pædagoger, her med fokus på ideer til at genopdage tegning og tryk som redskaber i pædagogiske sammenhænge. I ARoS’ workshop på dagen kan man med udgangspunkt i en af museets udstillinger genopdage hverdagsobjekter og omsætte dem i fantasifulde tapeter. På Mølleskolen i Ry er Billedkunstens Dag blevet til en Billedkunstens Uge, hvor hele skolen i år i samarbejde med Ry Kunstforening og en række aktører i lokalområdet genopdager maleren Vilhelm Kyhn og landskabsmaleriet i anledning af Kyhns 200-års fødselsdag; mens billedskolen i Ulstrup genopdager Hedensted i et collageprojekt i samarbejde med lokalhistorisk arkiv, skolen og biblioteket.

Øje for billedkunst i det offentlige rum
Netop bibliotekerne spiller mange steder en stor rolle på Billedkunstens Dag, både som aktører og som udstillingssteder med et stort publikum. Men også selve byrummet tages mange steder i brug. Igen i år slår billedskolen sig løs i Lemvig midtby, i Hjørring kan man støde på menneskestore tapeskulpturer, mens man i Middelfart får mulighed for at se verden på en ny måde, når Nytorv bliver indtaget af en mængde kæmpestore øjne. Og hvis man er på shopping i Tørring på Billedkunstens Dag, støder man måske på en af de monsterfigurer, der dukker op i fem butikker i midtbyen.

I det offentlige rum når billedkunsten ud til folk, som ikke nødvendigvis selv ville have opsøgt den, men som får sig en ekstra oplevelse med hjem i indkøbsnettet. Her har museerne selvsagt et lidt andet udgangspunkt, og heldigvis er rigtig mange af dem også med på Billedkunstens Dag. For eksempel har Skovgaard Museet i Viborg og kunstmuseerne i Esbjerg og Ribe forskellige aktiviteter med udgangspunkt i deres aktuelle udstillinger, de to sidstnævnte i samarbejde med Danmarks Billedkunstlæreres lokale kreds. Og Horsens Kunstmuseum lægger hus til, når Billedskolen Horsens fejrer Billedkunstens Dag med en Store Tegnedag i selskab med 70 lokale valgholdselever og en masse tegneopgaver. Billedskolen har i år valgt at lægge hele Tegnefestivalugen, inklusive DM i Tegning, i samme uge som Billedkunstens Dag for at skabe endnu mere synlighed for billedkunsten.

Også lidt længere mod syd bliver der afholdt konkurrencer i forbindelse med Billedkunstens Dag. Sønderjyllands Kunstskole lancerer på dagen en 10 dages tegne-challenge for alle tegnelystne 9-19-årige i Sønderborg med henblik på at kåre ”Sønderborgs bedste tegner”.

Billedkunstens Dag slår et slag for billedkunsten
På Billedkunstens Dag kan man over hele landet finde den entusiasme og det store potentiale, der ligger i billedkunstområdet for børn og unge, og blive helt glad på billedkunstens vegne – skønt den fortsat mangler politisk opbakning og mere synlighed såvel i kultur- som i undervisningsverdenen. Derfor er det ekstra vigtigt at fejre billedkunsten med et brag af en fest.


Kontakt for yderligere oplysninger:
Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst: Karen Marie Demuth, info@bornkunstogbilleder.dk, tlf. 61999082.

Danmarks Billedkunstlærere: Susanne Skou Kristensen, susanneskouk@gmail.co, tlf. 20452836.

Følg med på #billedkunstensdag og www.kbub.dk!