Pressemeddelelse
Billedkunstområdet for børn og unge står samlet om anbefalinger til strategi og handlingsplan.
Styrkelse af rammebetingelser, konsolidering og samarbejde, videnhåndtering og kompetenceudvikling er nogle af de centrale ting, der fremover skal styrke billedkunstområdet for børn og unge. Det peger Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst på i et samlet oplæg til strategi og handlingsplan for området.
Billedkunstområdet for børn og unge i Danmark er et mangfoldigt område, der er kendetegnet ved en bred skare af aktører. Børn og unge møder billedkunst på museer og kunsthaller, på billedskoler og talentskoler – og ikke mindst i den obligatoriske billedkunstundervisning i folkeskolen. I 2014 blev Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst etableret som følge af en treårig bevilling fra Statens Kunstfond. De vigtigste opgaver var at samle området, indkredse udfordringer og anbefalinger samt skabe grobund for nye samarbejder og netværk.
Status efter tre år: ét samlet billedkunstområde for børn og unge
Der er nu dannet nye relationer og netværk og skabt mulighed for videndeling og kompetenceudvikling. Der er afholdt konferencer, seminarer og netværksaktiviteter, og der er mere synlighed omkring billedkunstområdet for børn og unge.
Igennem praksisfællesskaber og netværk er der skabt sammenhæng på området og et kendskab til hinanden aktørerne imellem, blandt andet på det billedkunstneriske talentområde, både blandt ledere og undervisere og de unge imellem.
Projektperioden har skabt et fundament for billedkunstområdet for børn og unge og danner grundlag for det oplæg til strategi og den handlingsplan for området, som hele billedkunstområdet for børn og unge står bag.
Med én stemme At samle området og skabe konsensus omkring indsatsen har været afgørende for, at området kunne tale med én stemme. Kun derved er det blevet muligt at skabe sammenhæng og binde den visuelle fødekæde sammen, så hele området nu står styrket og med større gennemslagskraft.
Kortlægning, netværk og modelforsøg Kompetencecenteret har forestået to modelforsøg. Det ene handler om at styrke den billedkunstneriske talentudvikling, det andet om samarbejde mellem billedskoler og folkeskoler. Der er gennemført kortlægninger, etableret netværk og udgivet en publikation med inspiration til samarbejder mellem billedskoler og folkeskoler, og der er etableret et årligt talenttræf for unge talentelever.
Videndeling, formidling og rådgivning Der er lagt vægt på at formidle viden om billedkunstområdet for børn og unge igennem publikationer, konferencer og netværk i samarbejde med hele den billedkunstneriske fødekæde. Kompetencecentrets opgave har været at videregive gode eksempler og erfaringer fra arbejdet med børn, unge og billedkunst og tilbyde rådgivning og sparring eksempelvis i forbindelse med oprettelse af nye billedskoler, deltagelse i huskunstnerprojekter og med hjælp til ansøgninger.
Billedkunstens dag – forløb og event Billedkunstens Dag er en landsdækkende begivenhed med lokale projekter over hele landet. Omdrejningspunktet er praksisfællesskaber og synlighed, og den fungerer som anledning til nye samarbejder i og på tværs af fødekæden. Med de mange aktiviteter i det offentlige rum bidrager den til synlighed af billedkunstområdet for børn og unge, lokalt såvel som nationalt.
Det videre arbejde
Første fase af Kompetencecenterets arbejde med at samle billedkunstområdet for børn og unge nærmer sig sin afslutning med projektperiodens udløb ved årsskiftet. Der er lavet oplæg til strategi og handlingsplan samt en kort sammenfatning af de to oplæg.
Anbefalingerne peger på, at kompetencecenter for børn, unge og billedkunst er en central og samlende aktør i den fremtidige indsats på området. Statens Kunstfond har investeret 3 mio. kr. i udvikling af projektets første fase, men der mangler en fast driftsbevilling til videreførelse af næste fase, hvor kompetencecentret primært skal arbejde for at omsætte anbefalinger til praksis. Den skal også sikre den fortsatte dialog mellem de mange parter, koordinering, vidensopsamling, fastholdelse og vedligeholdelse af netværk samt fælles kvalitetsudvikling og fødekædestrategi.
Hent pressemeddelelsen: Billedkunstens fødekæde for børn og unge er styrket (PDF)
Fakta
Billedskoler
Antal: Der er ca. 100 billedskoler i 78 kommuner i Danmark, og ca. 17.300 børn og unge deltog i billedskoleaktiviteter i 2015.
Organisering: Ca. 1/3 af billedskolerne er organiseret som del af en kulturskole eller musikskole, andre er kommunale, foreninger med kommunalt tilskud, tilknyttet et museum/kunsthal eller andet. Billedskolerne opererer dermed inden for vidt forskellige organisatoriske og økonomiske rammer.
Undervisere: Professionelle kunstnere og designere/formgivere/grafikere (ca. halvdelen), ansatte med en læreruddannelse eller andre baggrunde.
Talentskoler
Antal: 13 talentskoler i 13 kommuner, 4 regioner (medregnet er Visuelt Gymnasium og Visuel HF). Herudover findes flere kunsthøjskoler og private talentskoler.
Organisering: 6 talentskoler er kommunale, 3 er selvejende med kommunal støtte og 4 har anden organisering (Kulturregion, forening, VIA-UC).
Undervisere: Professionelle billedkunstnere og andre faguddannede fra det visuelle område.
Billedkunstfaget i folkeskolen
Timetal: Vejledende ugentligt timetal er én lektion i 1. klasse, to lektioner i 2.-4. klasse og én lektion i 5. klasse. Valgfag er obligatorisk som etårigt forløb fra 7.-9. klasse, men ikke alle skoler udbyder valgfag i billedkunst.
Undervisning: Faguddannede, men ikke alle steder varetages undervisningen af lærere med linjefag i billedkunst. Kompetencedækningsgraden i billedkunstundervisningen er på 65,5 %. Af uddannede billedkunstlærerne underviser 47,6 % ikke i billedkunst.
Uddannelse: Der udbydes stadig færre linjefagshold i billedkunst på læreruddannelserne.
For yderligere oplysninger:
Karen Marie Demuth, konsulent, Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst
Tlf. 61999082 eller info@bornkunstogbilleder.dk