Billedskoler og folkeskoler – og Talentudvikling
To nye indsatser, som sættes i søen i efteråret, er to modelprojekter, der sætter spot på gode samarbejder mellem Billedskoler og folkeskoler og på Talentudviklingsområdet.
Undervisningsministeriet har støttet projektet om samarbejde mellem billedskoler og folkeskoler, hvilket blandt andet betyder, at der kan ansættes en projektkoordinator. I projektet undersøges og dokumenteres eksempler på gode samarbejds- og organiseringsformer, og et mål er at pege på gode modeller, idéer og koncepter for samarbejde på tværs mellem de to skoler. Et andet mål er at skabe en fælles forståelse og klæde både billedskoler og folkeskoler på til et givtigt og berigende samarbejde.
Stærke kræfter fra Talentområdet på tværs i landet har sat sig sammen for i fællesskab at samle og udvikle talentarbejdet med børn og unge. Der sigtes blandt andet mod at skabe en større sammenhæng i hele fødekæden fra billedskoler over talentundervisning til akademi. En talentudviklingsdag i november samt en talenttræf og en talentkonference i foråret er allerede i støbeskeen, og målet et at indsamle, få og give inspiration til talentarbejdet fra og til de mange aktører på området – ikke mindst de unge talenter selv.