Godt nyt om arkitekturformidling

En spritny pulje, fokus på arkitektur for børn og unge på Kulturmødet Mors og materiale fra arkitekturkonferencen i Aarhus!

Sammen med Utzon Center i Aalborg har Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst i en længere periode været samarbejdspartnere i forbindelse med Statens Kunstråds Arkitekturudvalgs fokus på børn og unge.

Udvalget har et ønske om at styrke børns og unges muligheder for at møde, opleve og lære om arkitektur i hele landet. Der er søsat forskellige initiativer, som skal være med til at indsamle, kortlægge og synliggøre området. Læs forundersøgelsen af området her

Ny pulje: Børn, unge og arkitektur

Udvalget har netop lanceret en ny pulje med fokus på børn, unge og arkitektur. Puljen præsenteres sådan her:

Arkitekturen udgør hverdagens omgivelser, men hvis vi vil styrke børn og unges muligheder for at forholde sig til og præge deres nærmiljøer og omgivelser, så er der behov for at åbne arkitekturen som felt for flere. Arkitekturen har et stort tværfagligt potentiale, der spænder fra håndværk, teknik, matematik, kulturhistorie, bæredygtighed og kunst. Du kan søge tilskud til projekter, der skaber grundlag og forudsætninger for at styrke børn og unges forhold til og aktiviteter med arkitektur. Der kan også søges til projekter, der vil give et varigt løft af kompetencer til at undervise børn og unge i arkitektur.

Der er ansøgningsfrist den 11. oktober 2024 kl. 14.00.

På Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om puljen, og hvordan du ansøger:


Statens Kunstfond sætter fokus på børn og unge på Kulturmødet

På Kulturmødet Mors sætter Statens Kunstfond fokus på børn og unge – herunder børn, unge og arkitektur – i flere programpunkter:

  • Hvordan kan kunst møde børn og unge? Fredag den 23. august kl. 12.30-14.30 – NETVÆRKET
    Hvordan laver man kunst for eller sammen med børn og unge? Hvorfor er det vigtigt? Og hvad er støttemulighederne? Kom og oplev talks, værker og performances, når Statens Kunstfond præsenterer fire kunstprojekter med fokus på børn og unge.
    Læs mere her
  • Børn og unge tegner fremtiden, så bør vi ikke undervise dem i Arkitektur? Fredag den 23. august kl. 15.30-16.30 – MUSIKVÆRKET SAL 1
    Vær med, når Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg først lader vært Ane Cortzen og unge fra Ung Kult anmelde både arkitektur og samfundets evner til at inddrage og undervise de unge i arkitektur og planlægning. Derefter debatterer vi sammen med et panel af politikere, undervisere og arkitekter, hvordan vi bedst kan styrke børn og unges møde med arkitekturen.
    Læs mere her

Konference på Arkitektskolen Aarhus – maj 2024

Den 15. maj blev der på Arkitektskolen Aarhus afholdt en velbesøgt konference om arkitekturformidling for børn og unge, ”Hvorfor og hvordan skal børn og unge lære om arkitektur?” Kompetencecenteret og Utzon Center var medtilrettelæggere af konferencen.

Det er nu muligt at se eller gense præsentationer og oplæg fra dagen. Har du lyst til at fordybe dig i oplægsholdernes præsentationer, kan du gøre det her.

Såfremt du har spørgsmål til indholdet i præsentationerne, bedes du kontakte oplægsholderne direkte. Vi gør opmærksom på, at der ikke må deles eller kopieres indhold fra præsentationerne uden tilladelse fra de respektive oplægsholdere.

Du kan også se eller gense oplæggene her

Hvad siger branchen og eksperterne
Hør oplægsholdere og paneldeltagere om deres syn på, hvorfor og hvordan børn og unge skal lære om arkitektur via Utzon Centers website her


Mere fra Statens Kunstfond

Hvis du er interesseret i løbende at få nyt fra Statens Kunstfond, kan du skrive dig op til infomail lige her. Husk at krydse af i feltet ”Arkitektur”.


Foto øverst på siden: Collage af huse fra Det mobile arkitekturværksted