Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst har I forbindelse med et netværksprojekt i Region Midtjylland afsøgt nye platforme for formidling af billedkunst.
Det blev til fire masterclasses i tegning, forestået af professionelle kunstnere i samarbejde med forskellige billedkunstinstitutioner. Med stor tilslutning fra en bred deltagergruppe ramte disse masterclasses ned i et behov for en fordybende overbygning i et specifikt område, fagligt såvel som formidlingsmæssigt.
Efterfølgende har der været forespørgsler om masterclasses fra andre dele af landet, og med kompetencecenterets landsdækkende forpligtelse bruges de indhentede erfaringer i en fortsat afsøgning af, hvordan vi kan løfte udveksling af viden, formidling og debat i forskellige faglige fora på tværs af den visuelle fødekæde.
Hvad er en masterclass (ifgl. ordbog)
En masterclass er en undervisningsmetode, hvor elever inden for en vis disciplin bliver undervist af en (ofte karismatisk) ekspert. Originalt kommer konceptet fra musikkens verden, men har siden vundet indpas i teater og drama og kunst m.fl.
Formålet med en masterclass er at videreudvikle faglige kompetencer. De fleste masterclasses fungerer som efteruddannelse, der bygger ovenpå kompetencer inden for et specifikt fagligt arbejdsområde.
En masterclass sørger samtidig for, at man bliver opdateret og udfordret inden for sit arbejdsområde.
Masterclasses i 2021/22
I 2021/22 vil kompetencecenteret tilbyde masterclasses i tegning (Sjælland) og i grafik (Jylland).
I hver masterclass guider en kunstner deltagerne gennem udvalgte af sine arbejdsmetoder, både praktisk og teoretisk.
I samarbejde med lokale institutioner, der påtager sig værtsfunktionen, tilbydes en dag med faglig overbygning og dialog for undervisere og formidlere på billedkunstområdet.
Med kunstnerens professionelle metodiske og praktiske overvejelser som omdrejningspunkt ønskes en faglig dialog, der dels kan udfordre egne værdier og visioner, dels kan være platform for en løbende debat om samtidskunsten.
Ud over at man i masterclass – til forskel fra et kursusforløb – følger ”mesteren” (den professionelle kunstner), er ønsket også at sætte fokus på værdien af praksisfællesskaber og videndeling samt styrkelse af billedkunstneriske netværk, lokalt såvel som nationalt.
Masterclasses er 2021/22 støttet af Statens Kunstfond.