Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst har i samarbejde med landsforeningen Børn, Kunst og Billeder fra foråret 2020 foretaget en kortlægning og en undersøgelse af billedskolerne i Danmark. Undersøgelsen er en opfølgning af tidligere undersøgelser, der er foretaget cirka hvert femte år siden 1991, hvilket gør det muligt at følge billedskolernes udvikling og at give et aktuelt overblik over rammer og vilkår og de mange måder, billedskoler kan drives på.
Undersøgelsen dokumenter ud fra besvarelser på spørgeskemaer suppleret med oplysninger fra hjemmesider og Statens Statistik faktuelle forhold om landets billedskoler, både de selvstændige billedskoler og de billedskoler, der er en del af en kulturskole, et kulturhus eller et kunstmuseum.
Fælles for billedskolerne er det store engagement, der driver ledere og undervisere til at give børn og unge billedkunstundervisning af høj faglig kvalitet. Dette til trods for, at billedskolerne lever en usikker økonomisk tilværelse, da de ikke som musikskolerne har en forpligtende lovgivning eller en statslig støtte og derfor er meget afhængige af den enkelte kommunes støtte.
Antallet af billedskoler i Danmark har stort set ikke ændret sig i de seneste 15 år, men der er til gengæld mange flere børn, der får undervisning i en billedskole, enten på et hold, der mødes kontinuerligt eller i kortere forløb, f.eks. til weekendworkshops eller sommerbilledskole. Desuden er der kommet flere hold for unge end tidligere.
Det fremgår også, at billedskolerne har et stadigt bredere undervisningstilbud. Mange steder har man eksempelvis særlige tilbud i tegning, tegneserier, animation, arkitektur og design.
En stor stigning af deltagende børn og ung ses også i billedskolernes øvrige tilbud, der binder den visuelle fødekæde sammen. Især er der mange, der tilbyder projekter til skoler og dagtilbud, enten som et Åbent Skole tilbud, Huskunstnerprojekt eller som tilbud i Den kulturelle rygsæk.
Billedskolerne og de positive tal i undersøgelsen er naturligvis blevet udfordret under Corona nedlukningen. Mange steder har billedskolerne i begyndelsen haft udendørsundervisning, senere har de haft onlineundervisning – i små grupper eller som en større fællesopgave – kombineret med afhentning af fysiske materialer til hjemmeopgaver. Opfindsomheden til at udvikle nye undervisningsmåder har været stor og har givet mange nye erfaringer. Men tilbage står naturligvis også, at billedskolerne, der i forvejen er et økonomisk trængt område, hverken har et sikkerhedsnet via lovgivning eller kompensationsmuligheder.
Alligevel glæder vi os over at se den store mangfoldighed, der findes i måden at organisere og drive billedskole på, og vi håber, at børn og unge også fremover får mulighed for at gå til billedkunst i deres fritid, ligesom de i dag kan gå til musikundervisning.
Vi håber, at undersøgelsen kan bidrage til at skabe ligestilling for rammer og økonomiske vilkår mellem kunstarterne – uden at gøre dem ens og med respekt for den enkelte kunstarts egenart.
Antallet af elever på holdundervisning er ca. 9000.
Dette er en stigning på 2000 elever på holdundervisning i forhold til 2014.
SAMLET ANTAL BØRN OG UNGE, DER DELTAGER I BILLEDSKOLERNES AKTIVITETER
Min. 16.500 børn og unge deltager i aktiviteter ud over holdundervisning. Dette er en stigning på ca. 6225 børn og unge i forhold til 2014. Det samlede antal, der deltager i billedskolernes holdundervisning og andre aktiviteter er ca. 25.500 børn og unge. Det er en samlet stigning på 8225 elever siden 2014.
Se hele Billedskoleundersøgelsen her: