Stor tilslutning til Billedkunstens Dag

Efter – ligesom alt andet – at have ligget let underdrejet af corona et par år, er Billedkunstens Dag nu tilbage for fulde gardiner. Langt over 100 institutioner og flere end 12.000 børn, unge og voksne fejrede i år dagen med fantasifulde billedkunstaktiviteter – fra Frederikshavn i nord til Nykøbing Falster i syd, og fra Rønne i øst til Lemvig i vest.

Både halve og hele skoler, efterskoler, gymnasier, kunstmuseer og -haller, billedskoler, biblioteker og andre kulturinstitutioner markerede Billedkunstens Dag den 15. marts i år. Nogle steder var det et enkelt hold på den lokale billedskole; andre steder store samarbejdsprojekter med mange medvirkende. Nogle steder en enkeltstående workshop; andre steder en række workshops ind i en større sammenhæng, for eksempel Makværk Festival på Billedskolen Horsens. Og genremæssigt var der alt fra den japanske papirkunstform notan (Jyderup Skolen) over geometriske monstre (Bagsværd kostskole og gymnasium), redesign af valgplakater (Holstebro Kunstskole) og Dalí-inspirerede værker (Stenløse Privatskole) til kreativ brug af gamle LP-plader (Bøgevangsskolen) – og meget, meget mere. Af samme grund kan vi her kun lave enkelte nedslag.

Arkitektur i fokus

Selvom aktiviteterne på Billedkunstens Dag 2023 spændte over utallige genrer, udtryk og metoder, var der også nogle genkommende temaer. Hvert år udgiver Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst i samarbejde med Danmarks Billedkunstlærere et inspirationskatalog med ideer til Billedkunstens Dag. I år havde mange af ideerne omdrejningspunkt i arkitektur, eftersom København er Arkitekturhovedstad 2023, og arkitektur af samme grund kommer til at spille en fremtrædende rolle hele året.

Det var da også tydeligt, at mange havde taget arkitekturideerne til sig, og der blev fremstillet masser af husgavle, papbyer og andre arkitektoniske værker rundtomkring i landet. For eksempel arbejdede Grønbjerg Friskole med collager ud fra temaet ”Huse og steder man kan bo”, og eleverne på Snejbjerg Skole lavede – med arkitektur som tema og Herning Billedskole ved roret – bl.a. computergenererede fremtidshuse, papbygningsværker og flot dekorerede husfacader.

Også allerede eksisterende arkitektur fik en makeover på Billedkunstens Dag; f.eks. sørgede Herning Billedskole sammen med SFO’en fra Kildebakkeskolen for, at medarbejderne på Vildbjerg-afdelingen af Herning Folkeblad nu kigger ud gennem en hemmelighedsfuld dybhavsverden med spor af Atlantis.

Når hele skolen leger med

Ét af de steder, der valgte at gå all in på både Billedkunstens Dag og arkitekturtemaet, var Vonsild Skole ved Kolding, hvor skolens 570 elever skabte en fantastisk byskulptur i pap. Der er en tydelig tendens til, at flere og flere skoler landet over skriver Billedkunstens Dag ind i deres årshjul og prioriterer at sætte tid af og lægge rammer til begivenheden. Andre eksempler er Holbergskolen i København og BillundSkolen, som begge blev prydet med hundredvis af fisk mens eleverne på Lindevangskolen på Frederiksberg alle lavede selvportrætter i æbler.

På Sct. Jørgens Skole i Roskilde producerede 0.-6. klasse meget passende drager i grønne nuancer; mens 230 elever på Mølleskolen i Ry arbejdede med bl.a. farvestrålende kakler og skraldeskulpturer ud fra et tema om verdensmål og ”Kunsten at gøre en forskel”.

Eleverne på Friskolen i Viborg fik lov til at prøve kræfter med rigtige vægmalerier – i klasseværelserne.

Viltre viklerier og underfundige træskulpturer

En anden populær idé fra inspirationskataloget var viklebilleder inspireret af væver og tekstilkunstner Astrid Skibsted. F.eks. viklede 200 børn løs på Vinderød Privatskole, og billedskolerne i Hammel, Hadsten og Hinnerup inviterede til ”vikleworkshops” på flere skoler, Café Snakbar i Hadsten og i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.

Den fjerde af Favrskovs billedskoler, billedskolen i Ulstrup, fejrede Billedkunstens Dag med projektet ”Diversitet” sammen med bl.a. Gudenådalens Efterskole. Efterskolens elever lavede 46 store, udtryksfulde skulpturer af træ, og efterfølgende kom turen til børnehavebørn, skolebørn og billedskolens børn. Den imponerende skulpturpark er åben for offentligheden.

Store samarbejdsprojekter

En hel del kunstmuseer og -haller var involveret i store samarbejdsprojekter på Billedkunstens Dag, og i det sydlige Danmark var Danmarks Billedkunstlærere Kreds 4 samarbejdspartnere i flere af disse projekter. Kunsthallen Augustiana inviterede elever fra en række af kommunens skoler til at arbejde med temaet ”Store og små bevægelser”; her var også VidensBy Sønderborg samarbejdspartner.

Kreds 4 var desuden med sammen med billedkunststuderende fra UC SYD og en flok frivillige, da Esbjerg Kunstmuseum inviterede mere end 200 elever og lærere til at markere Billedkunstens Dag med inspiration i billedkunstneren Troels Aagaards kunstneriske univers.

Endelig fejrede Trapholt Billedkunstens Dag med skoleklasser fra Kolding i et samarbejde med kreds 4 og Kunstskolen Kolding. Elevværkerne blev skabt med inspiration fra Trapholts udstilling “Flow of Change” med værker af billedkunstner Malene Landgreen.

I det midtjyske tog Viborg Kunsthal også udgangspunkt i sin aktuelle udstilling, ”Enredado” af de brasilianske kunstnere Pedro Varela og Carolina Ponte, da kunsthallen for fjerde år i træk samarbejdede med Viborg Gymnasium om Billedkunstens Dag. Her underviste gymnasiets elever folkeskoleelever i at lave collager inspireret af udstillingen. Længere mod vest valgte HEART at dykke ned i Cronhammars univers sammen med 2. og 5. klasserne fra en lokal folkeskole.

Flere små og store bevægelser

Det var ikke kun kunsthallen Augustiana, der arbejdede med bevægelser. Billedskolen i Tvillingehallen havde valgt temaet ”Dyr/væsner i fart”, løbende, flyvende, svævende, rullende gennem byen, og billedskolens elever malede ”streetart pasteups” til plankeværket ved Dybbølsbro.

Bibliotekerne kan spille flere roller på Billedkunstens Dag – både som aktører selv og som platforme for aktiviteter. DOKK1 i Aarhus er ét af de biblioteker, der trofast er med til at fejre Billedkunstens Dag, og i år inviterede biblioteket til en åben workshop, der udforskede forskellige måder at tegne på med både krop og bevægelse. På Holbæk Bibliotekerne besøgte skoleklasser fra Orø, Mørkøv og Udby Holbæk Billedskoles workshop og arbejdede med andre former for bevægelse: nemlig stop motion-film ud fra temaet ”Passion” og med inspiration fra en billedbog af Anton Ian Nielsen og Simon Fensholms malerier.

Norden

I år blev Billedkunstens Dag også fejret hos nogle af vores nordiske naboer i bl.a. Island, Norge og på Færøerne. Med udrulningen af projektet ”Billedkunstens Dag i Norden”, der er støttet af A.P. Møller Fonden, håber vi på en sand ’nordisk bølge’ næste år.

På gensyn til Billedkunstens Dag 2024!

Foto øverst på siden og lige herover: Projektet “Diversitet”, Ulstrup Billedskole.

Billederne på denne hjemmeside er for de flestes vedkommende ‘høstet’ i Facebook-gruppen Billedkunstens Dag. Andre er fundet på de medvirkende institutioners egne Facebook-sider eller hjemmesider. Billeder fra Mølleskolen Ry og Ulstrup Billedskole er taget af Tine Engel Mogensen.